Vi ældre

– en belastning for samfundet?

Jeg kan ikke løbe fra det. Mine tankeløse forældre bragte mig til verdenen en mørk novembernat 1942, midt under anden verdenskrig medens slaget ved Stalingrad rasede og klodens fremtid stod på spil. Og mine forældre var ulykkeligvis ikke de eneste uden omtanke den gang, for storken havde rigtig travlt i de år - vel i et desperat forsøg på at følge efter ham med leen…

”De store årgange” er vi siden blevet kaldt, og vi var mange - er stadig mange - som nu har nået pensionsalderen. Jeg mindes min første dag på Emdrup skole: 8 parallelklasser: 4 drenge- og 4 pigeklasser hver med 35-40 elever - altså omkring 300 i alt, bare i skolens 1. klasser. Skolebygninger til det store rykind var der selvfølgelig ikke nok af, så vi måtte tage til takke med ”tyskerbarakkerne”, kakkelovnsop­varmede træskure som havde huset udstationerede tyske soldater under besættelsen.

Min 1. klasse med 38 drenge, blot den ene ud af otte parallelklasser. Emdrup skole, 1949.

Der var nok at tage fat på da vi senere blev voksne. Efterkrigstiden bød på lange arbejdsdage, ofte under i dag uacceptable vilkår og jeg tillader mig faktisk her, på egne og mine store årganges vegne, at være ret stolt over den indsats vi har præsteret gennem et langt arbejdsliv. For hvad var det for en verden vi plumpede ind i, og hvad er det for en verden vi nu overlader til vores arbejdsomme efterkommere?  Vi har i dag et fredeligt samfund med ligestillede mænd og kvinder og som er udrustet med boliger, skoler, hospitaler, steder for fritid og kultur osv., der både ligger i top på verdensplan og langt over det vi selv modtog. Når vi - de ældre - nu udråbes til at være en af vor tids største velstandstrusler, ja så er det forståeligt nok svært blot at skulle sidde tilbage med dårlig samvittighed og bøjet nakke.

OK, en ting er hvad vi har været med til at skabe og som vi nu giver videre til eftertiden, noget andet er hvor meget den kommende tids erhvervsaktive skal - og måske navnlig kan - betale, for på anstændig vis at holde os i live nogle år endnu?

Det burde være muligt. Langt de fleste af os har nemlig frivilligt eller som ansatte opsparet til gode pensionsordninger medens vi var i arbejde, og at vi nu skal til at leve (og betale skat) af denne opsparing, ”forbruge så hjulene kan holdes i gang” som politikere ofte udtrykker det, det kan vel næppe betegnes som at ligge samfundet unødigt til last?

Men tilbage er de udgifter som samfundet bruger på de ældre. Betydelige omkostninger og som nok vil vokse i de kommende år. Ideerne til at få dem bragt ned er da også mange, og i vores præ-Thatcher tidsalder hedder det forløsende ord: Brugerbetaling. Tag f.eks. tilbuddet om gratis hjemmehjælp til alle ældre, der ikke længere selv magter opgaven? Alle? – Nej vel, her må de velstillede da for pokker selv betale så samfundet alene behøver at tage sig af de mindrebemidlede. Umiddelbart en ædelmodig Robin Hood-model, tag fra de rige og giv til de fattige, men der er flere årsager til at jeg ikke mener modellen passer til dagens Danmark.  Robin Hood levede under ret så forskellige samfundsforhold fra dem vi kender i dag, og det moderne velfærdssamfund er i sin bedste form udtryk for en solidaritet, som går på tværs af den enkeltes øjeblikkelige situation. Vi yder i fællesskab til børnepasning, uddannelse og helbred uanset om vi lige tilhører den alder eller den gruppe, hvor behovet er størst. Skal barnet fra et velhaverhjem nu til at betale for at gå i folkeskolen modsat sidemanden fra det lidt dårligere stillede hjem? Skal den højt lønnede betale mere for at gå på biblioteket end den knap så velhavende nabo osv.?  Nej, at fjerne områder i samfundet, hvor vi møjsommeligt har opnået lighed og fælles rettigheder, det ser jeg som en dårlig måde at løse sociale uligheder på.

Det lyder alt sammen smukt og godt, men igen, har vi råd til en sådan solidaritet, ikke mindst i disse for finansverdenen så alvorlige tider? Os halv- eller helgamle har hørt det før: Nu står vi på afgrundens rand - men har så efterfølgende kunnet konstaterer, at helt så galt gik det ikke. Når der i det seneste kriseår eksempelvis er blevet købt flere TV apparater end nogen sinde før, så synes jeg godt man kan tillade sig at sige: Jo, det har vi stadig råd til.

Hvad så med vores høje skatter, dem får vi jo aldrig væk? Nej, men et højt skatteniveau er måske heller ikke så ødelæggende for et samfund, som mange mener. Jeg tror det var filmmanden Erik Clausen jeg engang hørte sige, at han var stolt af at leve i det land i verdenen, hvor man betaler mest i skat - underforstået det land, hvor vi i fællesskab bidrager mest til at alle kan få opfyldt deres basale behov. Når man kan sætte lighedstegn mellem omfanget af et lands skatter (læs: ”skattetryk”) og dets velstand i bred forstand, eksempelvis Danmark, Norge og Sverige, så burde det vække til eftertanke hos de, der slutter samfundskritiske udtalelser med: ”… og i øvrigt må og skal skatten ned”.

Det allerværste fyord i dagens ældredebat er imidlertid: Efterløn.

Straks ser man for sig solbrændte, velbjergede borgere vandre hen over golfbanen eller på vej til Thailands solbeskinnede strande… Denne misopfattelse bunder sikkert i, at arbejde betragtes som et nødvendigt onde, som vi kun påtager os for at tjene penge, altså: Jo før vi kan slippe for det, jo bedre. Jeg tror man skal have prøvet at stå uden arbejde, enten som arbejdsløs eller pensionist af den ene eller anden slags for at forstå, at denne opfattelse ikke har bund i virkeligheden. Du står ikke uden arbejde af lyst. Det sker, når du enten ikke kan følge med længere eller ikke får lov til det.

Som ældre hører du ofte: ”Det er fint at du stadig orker, men du må nu også være i stand til at erkende, når det er på tide at træde tilbage for yngre kræfter”. Da efterlønnen blev indført tilbage i 80’erne var det i første omgang ikke af hensyn til nedslidte arbejdere. Vi befandt os dengang i en periode med høj arbejdsløshed, og det var de ældste i arbejdsstyrken, dem med høje ancienniteter og høje lønninger, man således venligt fik lempet ud arbejdsmarked.

At efterlønnen nu står for skud hos mange politikere skyldes tilsvarende, at vi her i starten af det 21.århundrede har haft en historisk lav ledighed - blandt andet på grund af efterlønsordningen! Det har heller ikke gavnet dens popularitet, at der i samme periode er sket en kraftig stigning i antallet af folk på efterløn, en tilgang som hænger direkte sammen med de store årgange fra 2. verdenskrig. Vi var mange dengang, men perioden med de ekstraordinært høje fødselstal var til gengæld forbavsende kort. Hovedparten af os er i dag allerede over 65 og har som sådan passeret den kriminelle efterlønsalder.

Efterlønnen skal ikke være en urørlig, hellig ko. Dens samfundsmæssige relevans vil afhænge af skiftende perioders behov for arbejdskraft, og dens aldersgrænser bør naturligvis også afspejle det faktum at vi lykkeligvis både bliver flere der lever længer og med et godt helbred. Men herfra, og så til helt at afskaffe den som der tales om i øjeblikket, der er der langt. Til den tid vil vi atter være relativt færre 60-65årige, og hvis ledigheden samtidig stiger igen på grund af finanskriser, global konkurrence og tilskyndelsen til at arbejde længere, så vil vi nok igen høre at efterlønsmuligheden måske ikke var så tosset endda..

Som nybagt pensionist forlanger jeg ikke at blive mødt med anerkendende skulderklap, endsige taknemmelighed fordi jeg nu er trådt tilbage og har overladt arenaen til en energisk, fremadstormende næste generation. Men den ”enten fortsætter du ræset ufortrødent eller også er du en belastning for samfundet” holdning som præger dagens ældredebat, den har jeg det ikke godt med. Jeg savner en mere nuanceret holdning til, hvordan man som ældre kan geare ned i et tempo, der afspejler den energi og de evner som forsat er til stede, en mulighed for gradvis nedtrapning frem for den nuværende ”kolde tyrker”.

Den ældre fortæller. The Family of Man. 1955

For selvfølgelig besidder vi forsat megen viden og erfaring som både kan og bør bruges. Jeg faldt over et gammelt billede fra et - set med vores øjne - meget primitivt samfund, men som udstråler, hvordan den ældres erfaring og fortællerkunden indgyder interesse og respekt hos den yngre generation.  Romantik? Ja, men det var måske heller ikke det ringeste vi ældre kan give videre til vores kommende slægter.