Novacene – en ny tidsalder?

I september bragte Jes Stein Pedersen i Politiken en fin anmeldelse af James Lovelocks nyeste bog, ”Novacene” – en titel, som er hans betegnelse for en ny epoke vi lige har taget hul på.  Med Gaia-teorien fra1976, hvor Lovelock betragter Jorden som en selvregulerende organisme, blev denne engelske videnskabsmand og tænker med et slag verdensberømt.

Månelandingerne få år forinden havde for første gang gjort det muligt at se Jorden udefra, en utrolig smuk og livskraftig klode, svævende der helt alene i det uendelige tomrum.

På den baggrund var fremkomsten af Gaia-teorien superspændende, ja nærmest en selvfølge for mange af os den gang: Jorden som en levende, selvregulerende organisme, og det var svært ikke at fantaserer videre: Dyr som mikroorganismer, planteverdenen som lungerne, floder og veje som blodåre, el-ledninger og telekommunikation som nerver. Mennesket indgår her som en integreret del og Lovelock skelner ikke mellem, hvad der er naturligt og hvad der er menneskeskabt (kunstigt).

Siden da har et halvt århundrede global udvikling bekræftet Gaia-teorien på en række områder. Ja, vi kan tilmed i dag se, hvordan satellitter og internettet er med til at binde jordkloden sammen til en levende, nu også intelligent sammenhængende organisme.

Ud fra teorien er det fristende at se de voksende klimaforandringer som symptom på en sygdom, om ikke dødelig for planeten, så alligevel alvorlig nok. Gaias modsvar er global opvarmning (feber!), der i første omgang tilsyneladende gør mere ondt end godt. På længere sigt må man imidlertid håbe, at opvarmningen kan fører til foranstaltninger, der igen kan skabe balance.

Intelligent liv

James Lovelock er lige fyldt 100 år, og med sin (måske!) sidste bog ”Novacene” ser han ikke tilbage, men tværtimod et ordentligt skridt fremad: Klodens fremtidsudsigter, hverken mere eller mindre.  En verden, hvor mennesket ikke længere er ”the supreme being”, men overgås af selvtænkende computere, cyborgs eller robotter, kald dem/det hvad man vil… Digitalt baseret intelligens - Artificial Intelligence (AI), eller på dansk Kunstig Intelligens (KI) - det vi er ved at udvikle i et eksplosionsagtigt tempo. KI vil helt anderledes effektivt kunne eksistere og udbrede sig i universet, og mange med Lovelock mener således, at skal vi have reelle chancer for at finde ikke-jordisk intelligent liv, så skal vores søgning ikke begrænses til at omfatte et biologisk, DNA baseret liv på planeter, der ligner jorden mest muligt.

Science Fiction litteraturen og dens filmatiseringer konfronterer os med et mylder af biologiske, mere eller mindre menneskelignende livsformer fra fremmede kloder. Det ligger nok dybt i vores natur, at vi ikke kan være alene i et så godt som uendeligt univers, og i løbet af det seneste årti er jagten på at finde jordlignende planeter uden for vores solsystem blevet intensiveret. Med højt avancerede rumteleskoper (Hubble og Kebler) er det lykkes at finde en række såkaldte exoplaneter, hvoraf flere har fysiske forhold, der kan sammenlignes med Jorden.

Her kan det ikke udelukkes, at der kan findes mere eller mindre primitive biologiske livsformer, men at der af den grund også skulle findes intelligente væsner er langt fra givet. Det seneste halve århundredes ihærdig ”lytten” efter bare det mindste tegn på extraterrestrial intelligent aktivitet, radiosignaler, energiimpulser m.v., har vist sig helt resultatløse, og flere og flere videnskabsfolk, herunder Lovelock, anser det da også for mest sandsynligt, at vi er mutters alene..

Kunstig Intelligens KI

Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at jorden også fremover vil være det eneste sted i universet med intelligent liv. Allerede nu har vi med rumskibe og satellitter efterladt os spor på Månen, Mars og andre steder i vores solsystem, ja Voyager 1, opsendt i 1977, har i siden sin opsendelse rejst små 20.000 milliarder km videre ud i vores Galakse! 

Alt andet lige, så er der ingen tvivl: Vi vil, med vores nuværende ekspotentielle udvikling inden for de nærmeste århundreder, have spredt menneskefrembragt intelligens ud over vores eget solsystem. Taler vi adskillige tusind år, stadig er et kort sekund i kosmisk målestok, så vil intelligens med jorden som udgangspunkt strække sig langt ud i det af os kendte univers…

”Alt andet lige” – ja, for menneskehedens forsatte eksistens er truet. I første række ikke af udefra kommende væsener, men af hvordan vi nu, og i en ret så nær fremtid, forvalter os selv og vores klode.

Anthropocene

- kaldes de sidste ca. 2-300 år, hvor mennesket har udgjort en dominerende kraft i klodens geofysiske udvikling. Op gennem industrialismen har vi hele tiden søgt efter, og fundet frem til, områder, hvor mekaniske hjælpemidler bedre og mere effektivt har kunnet erstatte menneskelig arbejdskraft. I starten var det dampdrevne bomuldsspinderier, som de håndarbejdende væversker brændte i et håbløst forsøg på at bremse udviklingen. Videre til gravkøer som gør 10 mands arbejde, kranen der kan løfte 50 gange så meget og på den halve tid, biler, flyvemaskiner osv..

Især inden for det seneste halve århundrede er der tilsvarende sket en eksplosiv udvikling inden for digitale hjælpemidler, som kan udføre intelligentkrævende opgaver i et tempo og et omfang, der langt overstiger, hvad vi mennesker kan præsterer. 

Novacene

James Lovelock er ikke i tvivl: En ny tidsalder - Novacene - er allerede begyndt. En fremtid med nye væsner, skabt ud fra kunstige intelligenssystemer. De vil tænke og vide 10.000 gange hurtigere og bedre end vi gør, og betragte os som vi i dag betragter vores laverestående medskabninger…

Modsat de fleste Science Fiction fortællinger, ser Lovelock ikke fremtiden som en grusom, maskinelt styret verden. Tværtimod opfatter han de nye hyperintelligente væsner som det, der kan redde jorden (Gaia) fra den ødelæggelse, vi mennesker er i fuld gang med.

Det er således muligt, at Gaia som sådan vil overleve, men hvor vil vi som mennesker befinde os i denne, ret så nære fremtid? Et ikke helt uvæsentligt spørgsmål synes jeg nok, også selv om svarene langt hen ad vejen bliver gætterier.

Først et ret optimistisk svar: At mennesket, her i slutfasen af vores førerrolle som intelligentvæsen på jorden, formår at bringe vores positive sider videre ind i denne fremtid: Næstekærlighed, nysgerrighed og kreativitet … Måske ikke direkte, så i hvert fald med forståelse - ja måske enddarespekt - for disse egenskaber.

I denne fremtid vil vi ikke længere være de forreste, når nye opfindelser og verdener skal erobres. Hvem vil eksempelvis sende biologiske organismer med kort levetid til fremmede stjernesystemer mange lysår væk, frem for ”enheder”, der kan fungerer i tusinder af år og som besidder en intelligenskapacitet, der langt overgår vores?

Man må håbe på en fremtid, hvor vi nok har mistet vores intelligensmæssige overlegenhed, men beskyttes imod mange af mennesketilværelses hidtidige trusler: Krig, sult, sygdomme. Og at bestræbelserne på at passe på planeten og vores mere sårbare medskabninger, som mange os trods alt prioriterer højt i dag, vil blive overført til vores selvtænkende efterkommere. Mennesket som pandabjørne i en zoologisk have vil nogen måske sige. Vel i virkeligheden ikke specielt slemt, men måske lidt kedeligt? 

Her, i det optimistiske hjørne, tror jeg det faktisk ikke. Vi skal nok finde på rigeligt et være glade, stræbsomme og uenige om!

Hvis vi altså får lov…

For et mere pessimistisk svar vil være: At det bliver menneskelig egoisme og hensynsløshed, der overføres til en fremtid, styret af overlegen kunstig intelligens. Sker det, så vil menneskehedens ve og vel blive nedprioriteret til et niveau, som det vi i dag selv praktiserer over for naturen og vores intelligensmæssigt laverestående medskabninger:

Regnskove, kyllinger og bacongrise, for blot at nævne nogle eksempler…

Niels Sigsgaard - okt. 2019