De ti bud
Jeg sad forleden og tænkte lidt dybere over livet i almindelighed og vores væremåde over for hinanden i særdeleshed. Kort fortalt savnede jeg nogle få enkle leveregler, som vi alle for pokker kunne skrive under på, og naturligt kom mine tanker ind på barnelærens ti bud. De er da i hvert fald enkle og til at huske, selv for bortløbne får som mig.
Jeg skrev dem så ned et for et og kunne hurtigt se, at sprogbrugen ikke passede rigtig til hvor tid. Jeg forsøgte derefter at omformuler dem med et mere tidssvarende ordvalg, og så begyndte det at gå galt. Bud for bud kunne jeg konstaterer, at det ikke drejede sig om ordvalget, men om selve indholdet…
Det blev så til følgende:
DE OPRINDELIGE TI BUD
- OG VOR TIDS
1. Du må ikke have andre guder end mig.
I religionsfrihedens navn må du tro på lige så mange guder, du har lyst til.
2. Du må ikke misbruge Herren din Guds navn.
I ytringsfrihedens hellige navn må du misbruge guds navn lige så tosset du vil.
3. Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig.
Vil du frem i samfundet, så glem alt om søndage og knokkel løs i alle ugens syv dage.
4. Du skal ære din far og din mor.
Du opnår ikke megen anerkendelse ved at mene det samme som dine forældre.
5. Du må ikke slå ihjel
Du må godt slå andre ihjel - når din regering vel at mærke giver dig lov.
6. Du må ikke bryde ægteskabet.
Det er nærmest fint, jo flere flere ægteskaber du har bag dig.
7. Du må ikke stjæle.
Du må ikke stjæle småbeløb eller underbukser i en butik. Anderledes forholder det sig, hvis det drejer sig om millioner af kroner fra de mange.
8. Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste.
Lidt bagtalelse skader sjældent din karriere.
9. Du må ikke begære din næstes hus.
Det er skønt, hvis venner og bekendte er misundelige på dit hus.
10. Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til.
Du må godt begære andres koner, medarbejdere eller virksomheder - ja, og særlig fint er det, hvis det lykkes at overtage dem.
